Den Gamle By i Aarhus har ændret placeringen af sit indgangsparti, og samtidigt fået opført en moderne indgangsbygning som modtagelse for gæsterne. Med en elegant teglbelægning føres gæsterne fra Botanisk Have gennem huset til den historiske by.
Museet er med den nye indgang blevet mere synligt i bybilledet og med denne inviterende gestus er det også lykkedes at pege på de særlige omgivelser. Loftkonstruktionen indenfor spejler den historiske Anton Rosens pavillons tagform ved siden af og designet af indgangen er sket med ganske få materialer, netop som mange af de historiske bygninger. I dag træder man fra 2023 direkte ind i 2014 og videre tilbage i tiden. Denne bevægelse er hjulpet af et særligt gulv, som starter allerede ude i parken. Ralf Wagner fra CUBO arkitekter fortæller, at valget af gulvklinker fra Harris har været med tidligt i processen. En robust gulvflade er essentiel og kan samtidigt anvendes udenfor, hvorved der sker en smuk sammenbinding af rum og flader.
Belægningen, som udgøres af 4 forskellige klinker, er i stand til at optage det særlige terræn, som bunden af Botanisk Have udgør. Klinkerne anvendes både på fladen og signalerer en varm entré, men samme klinke er også anvendt ved et foranliggende trappeanlæg og på facaden langs gaden. Klinkerne har fået et tilslag af salt, som giver en sporadisk glans, men samtidigt binder de fire farver sammen. Indenfor er klinkerne også anvendt på både gulv og vægge.
Øvrige materialer er træ og stål, og tilsammen giver det en enkelhed, som kræver stor præcision og det ses her i mange fine detaljer. I projektet har Harris arbejdet tæt sammen med CUBO arkitekter for de rette klinker og løsninger. Herved er opnået et iøjnefaldende greb om stedets skala, hvor teglklinken både udgør en enkeltstående sprød sten og et blødt og homogent underlag for trinene tilbage i tiden.