1. Indlevelse
Vi træder ind i dit projekt, når du har brug for det. Det kan betyde, at vi vender ideer om den rolle, en teglsten kunne spille. Eller hurtigt indkredser et materialevalg, fordi byggeriet er i gang, og du tegner og føjer til. Når vi er enige om en retning, får du prøver på sten fra de af vores producenter, der kan løse opgaven. Vi præsenterer dig for mulighederne i vores showroom, men kommer ligeså gerne ud til tegnestuen eller byggepladsen. Rammer vi ikke rigtigt første gang, vender vi tilbage med nye forslag. Hensyn til økonomi og bæredygtighed i projektet får vi på plads så tidligt som muligt.
2
Fleksibilitet
Der er ingen fast æstetik, vi er fortalere for. Kun en dialog, der samler sig om dine konkrete ønsker til farve, overflade og fuge.
For tegnestuen BIG udviklede vi en ny vinrød tegl til Den røde plads på Nørrebro. Med kunstneren Astrid Krogh begyndte vi i hendes atelier og blandede nuancer, da hun skulle bruge en sten, der imiterede efterårsløv. Ved større belægninger lægger vi et prøvefelt, så du ved, hvor resultatet ender.
3
Ordentlighed
Vi står til rådighed for arkitekter og entreprenører gennem byggeprocessen. Også hvis der opstår en udfordring, efter projektet er afsluttet. Det hører med, når man tænker på kunder som kreative medspillere og mindre som kunder.
Vi bliver begejstrede, hver gang en arkitekt ser en mulighed i en sten, vi ikke havde tænkt over. Og samarbejder tæt med murere og anlægningsgartnere. I de situationer, hvor vores egen viden hører op, hjælper vi dig videre til de rette.